Det fylder formanden for bestyrelsen i Otto Mønsteds Fond Nis Alstrup med glæde, når han ser, hvordan en række af Danmarks største fonde og filantropiske foreninger er gået sammen om at støtte restaureringen af Børsbygningen i København med et trecifret millionbeløb.
Det er således, mener formanden for den erhvervsdrivende fond, et strålende eksempel på, hvordan fonde qua deres store økonomiske muskler er med til at sikre, at et stykke bygningsarv med stor betydning for mange danskere bliver istandsat efter alle kunstens regler og sikres bevaring i hundreder af år.
Men i samme moment lægger Nis Alstrup stor vægt på, at eksemplet med Børsbygningen ikke er fyldestgørende for historien om det aftryk, fondene sætter i Danmark. Han betoner, at selvom det langt fra er alle fonde i Danmark, der har lige så mange uddelingskroner at gøre godt med som sektorens største, har de små og mellemstore fonde i dén grad også fortsat en berettigelse.
”Fondene støtter både stort og småt, og som formand for én af de mindre fonde synes jeg, det er vigtigt at understrege, at store fondsbevillinger ikke er vigtigere end de små. Vi er meget bevidste om, at vi ikke er én af de fonde, der kan gøre en kæmpestor samfundsforskel. Men vi gør med forholdsvis små midler en stor forskel for rigtig mange mennesker med de beløb, vi deler ud,” siger Nis Alstrup.
Vi er meget bevidste om, at vi ikke er én af de fonde, der kan gøre en kæmpestor samfundsforskel
Nis Alstrup – Bestyrelsesformand, Otto Mønsteds Fond
Han har netop passeret ét år som formand for fonden, der under det fundatsbestemte hovedformål om ”at bidrage til udviklingen af Danmarks handel og industri” især giver støtte til studerendes ophold uden for Danmarks grænser og tiltrækning af udenlandske gæsteprofessorer. Og 64-årige Nis Alstrup glæder sig over, at Otto Mønsteds Fond er en del af en fondssektor, som gør en markant forskel i Danmark.
”Fondene løfter en enorm opgave og påtager sig et meget stort samfundsansvar, hvilket de imponerende tal for de samlede årlige fondsuddelinger også understreger. Der er en masse opgaver, der ikke ville blive løst, en masse projekter, som ikke ville blive realiseret, og en masse mennesker, der ville ende andre steder i livet, hvis det ikke var for fondenes store bidrag,” siger den tidligere direktør for privathospitalerne Aleris-Hamlet.
Modernisering af hjemmeside og årsskrift
Det er samtidig Nis Alstrups oplevelse, at en stor del af fondene i Danmark har skruet gevaldigt op for synligheden.
”Men fondssektoren er præget af stor forskellighed, og vi har stadig en del små fonde i Danmark, som ikke har noget stort behov for synlighed. I Otto Mønsteds Fond har vi som én af de mindre fonde været på en rejse, hvor vi har ønsket at blive mere synlige. Derfor har vi blandt andet gjort meget ud af at modernisere vores hjemmeside og vores årsskrift. Hvis vi ikke selv gør opmærksom på fonden og dens historie, varer det ikke mange år, før kun få véd, hvad Oma Margarine er,” siger Nis Alstrup.
Otto Mønsteds Fonds rødder er mere end 100 år gamle. Helt tilbage i 1916 bestemte grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, Otto Mønsted, og hans hustru Anna Sophie, at det barnløse pars formue skulle indgå i en fond. Efter hustruens død blev fonden aktiveret i 1934.
Otto Mønsteds Fond ejer alle aktier i Otto Mønsted A/S, som tilbage i 1981 frasolgte produktionen af margarine og dermed den landskendte opfordring til at ”sige navnet: Oma Margarine”. Siden har Otto Mønsted A/S været en investeringsvirksomhed.
Mens en del fonde ifølge Nis Alstrup har skruet op for synligheden blandt andet i et forsøg på at tiltrække flere relevante ansøgninger, er dét ikke nødvendigt for Otto Mønsteds Fond.
”Vi oplever år for år en betydelig stigning i antallet af ansøgninger, hvilket formentlig blandt andet skyldes, at der blandt vores målgruppe, de studerende på universiteterne, sker en mund til øre-udbredning af budskabet om, at vi kan være en relevant fond at søge om midler hos,” forklarer Nis Alstrup.
Primært ansøgningsdrevet
Selvom mængden af indkomne ansøgninger er stigende og tilfredsstillende, understreger Nis Alstrup, at den tre personer store bestyrelse er meget bevidst om, at fonden skal forny sig.
”Det er blandt andet sket med prisen Den Lyse Idé, som med afsæt i universitetsmiljøet i år uddeles for femte gang. Samtidig er det et vigtigt tema for os på vores årlige strategidage, hvordan vi kan forblive relevante, og her diskuterer vi for eksempel, om vi skal blive mere tematiserede, eksempelvis i relation til den øgede bevidsthed om grøn omstilling og ESG,” siger Nis Alstrup.
Vi kigger selvfølgelig løbende på, om der er nye temaer, vi skal rette blikket mod
Nis Alstrup – Bestyrelsesformand, Otto Mønsteds Fond
Otto Mønsteds Fond er primært ansøgningsdrevet, men er dog, som det udtrykkes på fondens hjemmeside, ’i særlige tilfælde proaktiv’. I relation til bevidstheden om at skulle forny sig ligger ifølge Nis Alstrup også en løbende diskussion i bestyrelsen om, hvorvidt fonden skal være endnu mere proaktiv i sin måde at arbejde på.
”Vi er ikke i samme situation som andre fonde, der oplever faldende mængder af ansøgninger, og vi er kendte inden for de områder, vi støtter. Men vi kigger selvfølgelig løbende på, om der er nye temaer, vi skal rette blikket mod, og i den forbindelse er vores pris Den Lyse Idé en god inspiration for os,” siger Nis Alstrup
Markant stigning i uddelingsbeløb
Otto Mønsteds Fonds samlede uddelinger voksede gevaldigt i 2022. I alt blev der uddelt 31,3 millioner kroner sidste år, efter at fonden lå på et stabilt niveau omkring 20 millioner kroner de fem forrige år.
Studiemeriterende udlandsophold udgjorde med 9,1 millioner kroner den største post på uddelingsregnskabet for 2022.
Mange af de områder, vi støtter, blandt andet studieophold i udlandet og gæsteprofessorers ophold i Danmark, var hårdt ramt under pandemien, så med vores øgede uddelinger i 2022 har vi forsøgt at hjælpe med til at få yderligere gang i aktiviteterne igen
Nis Alstrup – Bestyrelsesformand, Otto Mønsteds Fond
Ifølge Nis Alstrup er der flere årsager til, at fondens uddelinger i 2022 voksede med godt 50 procent sammenlignet med de fem forrige år.
”Stigningen i 2022 var et udslag af, at vi har haft nogle gode år med gode afkast på investeringerne, og at vi i 2022 modtog en lang række relevante ansøgninger. Samtidig ville vi gerne være med til at markere coronaens afslutning. Mange af de områder, vi støtter, blandt andet studieophold i udlandet og gæsteprofessorers ophold i Danmark, var hårdt ramt under pandemien, så med vores øgede uddelinger i 2022 har vi forsøgt at hjælpe med til at få yderligere gang i aktiviteterne igen,” forklarer fondsformanden.
Nis Alstrup understreger samtidig, at 2022-niveauet næppe bliver en éngangsforeteelse.
”Jeg forventer, vi kommer til at ligge på vores nye uddelingsniveau, omkring 30 millioner kroner, både i år og næste år, men det afhænger jo af afkastet af vores investeringer,” siger han.
2023 startet godt investeringsmæssigt
Mens Otto Mønsteds Fonds uddelinger steg betragteligt i 2022, fik fondens økonomi - som så mange andres - til gengæld et ordentligt hak. Fonden kom ud af året med et minus på bundlinjen på 104 millioner kroner og et fald i den samlede egenkapital fra én milliard kroner ultimo 2021 til 867 millioner kroner ultimo 2022.
”Vi har haft nogle år med rigtigt gode afkast, mens 2022 ikke var noget spændende investeringsår, og der blev tæret på fondens formue. Men 2023 er startet positivt, så vi er tilbage på ret kurs. Vi har en aktiv investeringspolitik og nogle dygtige medarbejdere, som igen og igen har vist sig i stand til at slå markedet i både op- og nedgangstider,” fastslår Nis Alstrup.
Nis Alstrups blå bog
- Født 9. januar 1959 (64 år).
- Uddannet: cand.med. (Aarhus Universitet, 1989) og speciallæge i kirurgi.
- Formand for bestyrelsen i Otto Mønsteds Fond siden 2022. Medlem af bestyrelsen siden 2018 (udpeget af Dansk Erhverv).
- Derudover blandt andet formand for bestyrelsen i den plastikkirurgiske virksomhed Lift Clinic A/S.
- Tidligere administrerende direktør for Aleris-Hamlet Hospitaler (indtil 2020).
Bestyrelsen, hvor han sidder for bordenden, tæller kun tre personer. På bestyrelsesmøderne har Nis Alstrup selskab af professor og sektionsleder på DTU Compute Bjarne Kjær Ersbøll og tidligere administrerende direktør i vandrensningsvirksomheden Envotherm Vibeke Svendsen.
”Vi er hands-on på samtlige ansøgninger. I og med, vi modtager et par tusind ansøgninger om året, som skal gennemgås, er der en del arbejde i bestyrelsen. Men det er spændende og et fornøjeligt privilegium at være med til at gøre en stor forskel for mange mennesker på et vigtigt tidspunkt i deres liv,” understreger formanden.
Nis Alstrup blev valgt ind i bestyrelsen 1. januar 2018, og grundet den usædvanligt lange valgperiode i fonden på ni år er han kun midtvejs i sin bestyrelsesperiode. Selv er formanden godt tilfreds med den lange valgperiode.
”Den giver fortsat god mening grundet den læringskurve, som der er, inden man er helt inde i alt det, der er nødvendigt at vide for at kunne behandle ansøgningerne kvalificeret. Så jeg anser ikke den lange valgperiode som noget problem, men derimod som en styrke, der også sikrer kontinuitet. Og der er jo masser af andre bestyrelser, hvor medlemmerne måske kun er valgt for tre eller fire år ad gangen, men hvor de bliver genvalgt flere gange og ender med at sidde i bestyrelsen i 10 eller 12 år. For mig personligt har det også givet god mening, at jeg først var menigt medlem af bestyrelsen i nogle år, inden jeg sidste år blev formand,” fastslår Nis Alstrup.